Piskesmæld – Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
En anden myndighed, der ofte er involveret i en erstatningssag, er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Ud fra navnet kunne man tro, at AES kun behandler arbejdsskadesager. Det er også korrekt i den forstand, at det kun er i disse sager Styrelsen træffer afgørelse som myndighed.
AES behandler dog også ca. 5000 private erstatningssager om året. Det sker ved afgivelse af vejledende udtalelser og mod betaling af et gebyr. Gebyret er pr. 2017 steget betydeligt. Udtalelserne kan modsat på arbejdsskadeområdet ikke påklages til Ankestyrelsen.
Har forsikringen pligt til at betale gebyret?
Næste skridt vil være en retssag. Tidligere var forsikringsselskaberne meget villige til at forelægge sager for AES, men med de forhøjede gebyrer henviser selskaberne nu oftere skadelidte til selv at betale.
En skadelidt har normalt ellers altid ret til at få varigt mén og/eller tab af erhvervsevne (og dermed indirekte årsagssammenhængen) vurderet af AES.
Der er retssager i gang med henblik på at afklare selskabernes pligt til at betale gebyret. AES kan modsat Retslægerådet behandle en sag, selvom den ikke verserer som en retssag. Hver part i en erstatningssag kan altid forelægge sagen for AES, også selvom den anden part ikke er enig.
Hvordan behandler AES sager?
AES´ metode ligner meget den, domstolene anvender. AES bistås af læger, men slutproduktet i form af en udtalelse om tab af erhvervsevne er udtryk for en vurdering, som den en domstol ville foretage.
Netop fordi AES´ måde at behandle sagerne på svarer til domstolenes, og fordi AES behandler et stort antal sager og har særlig erfaring med at foretage de til dels skønsmæssige vurderinger, tillægges AES´ udtalelser stor bevisbetydning. Udtalelserne vil i en retssag kun blive tilsidesat, hvor der er et sikkert grundlag for det, jfr. f.eks. U 2009.150/2 H.
Få en gratis vurdering af din sag
Højesteret afsagde i 2010 på arbejdsskadeområdet 2 domme, hvor Højesteret tilsidesatte arbejdsskademyndighederne, fordi deres lægelige vurdering stred mod Retslægerådet.
Det er efter vores opfattelse ikke korrekt at anvende Højesterets domme på arbejdsskadeområdet afsagt til gavn for skadelidte, til at tilsidesætte AES til ugunst for skadelidte, i de sager, hvor der måtte være en uenighed mellem AES og Retslægerådet på det private område. At det forholder sig sådan – at Rådets udtalelser ikke pr. automatik overtrumfer AES, men skal indgå i en samlet og konkret vurdering – er nu yderligere underbygget af U 2011.2046 H, hvor Højesteret på baggrund af sagens samlede forhold kom til samme resultat som AES, men et andet resultat end Retslægerådet.
Ved konflikter må der foretages en samlet vurdering, ud fra alle de oplysninger, der indgår i sagen. Hvis dette ikke sker vil afgørelsen blive en medicinsk afgørelse og ikke en juridisk afgørelse.
Dette behandles nærmere i afsnittet ”Piskesmæld- årsagsvurderingen. Hvilke momenter indgår?”
Comments are closed.