Lavenergitraumer – lav hastighed
Ikke sjældent gøres det gældende, at ulykken skete med lav hastighed og derfor ikke bør kunne give gener. Der er ikke tilstrækkelig skadeevne. Andre mener, at netop ved lavere fart omkring 10 km/t er risikoen for whiplash størst. Det skyldes, at bilerne er bygget til at deformere ved lidt større fart, hvorfor energioverførslen ved lavere hastighed er større og direkte på samme måde, som når påkørslen sker på anhængertræk. Læs mere herom på www.whiplashforskning.dk. Retslægerådet indtager den holdning, at det er forståeligt, at en påkørsel med stor fart og stor skade kan give personskade og mindre forståeligt ved meget lav fart. Rådet vil dog ikke lade farten indgå som et brugbart moment i den medicinske årsagsvurdering, da der ikke er data eller viden, der muliggør en sådan anvendelse, jfr. Retslægerådets årsberetning 2007, side 19 ff. Hastigheden og rapporter fra Dan Crash m.fl. spiller derfor kun en lille rolle i sagerne.
Hastigheden indgår yderligere kun som et moment ved risikovurderingen blandt mange andre momenter, herunder:
- Køn
- Alder
- Konkrete anatomiske forhold hos skadelidte (slidgigt f.eks. – det ved man kan disponere )
- Bilen
- Bilens indretning (anhængertræk m..v)
- Skadelidtes placering i bilen ved påkørslen (drejet, bøjet nakke m.v.)
- Genetiske forhold
- Psyko-sociale forhold
Med andre ord; Lav hastighed kan mindske risikoen for varige følger, mens andre risikomomenter kan pege i modsat retning. Kun, hvor der er andre problemer i sagen, der giver mistillid til det reelle i skadelidtes krav, kan hastigheden frembringes som et ekskluderende moment, jfr. U 2011.128 H.
Comments are closed.