Tidsmæssig sammenhæng bevist

Tidsmæssig sammenhæng bevist

Vestre Landsrets dom af 26. november 2014

Vestre Landsret har i en betydningsfuld dom fastslået at spørgsmålet om, hvornår en helbredsgene efter en påkørsel er opstået, er et faktuelt og bevismæssigt spørgsmål som tilkommer domstolene (og ikke Arbejdsskadestyrelsen eller Retslægerådet) at afgøre, og bevisvurderingen er fri uden krav om tidstro journalnotater.

Sagen var den at skadelidte, en malermester, var på vej hjem fra et møde da han påkøres bagfra i sin varebil. Han får straks nogle gener, men ikke nogen han vurderer kræver læge. Han bruger i den kommende tid alm. smertestillende og håber det går væk. Han går fortsat ikke til læge. Efter 1-2 måneder med gener behandler en svoger ham alternativt og da det ikke hjælper en niece. Han får tiltagende sværere og sværere ved at passe sit arbejde. Først 10 måneder efter ulykken sygemeldes han delvis ved kommunen, kontakter læge og søger om erstatning. Modparten afviste årsagssammenhæng under henvisning til manglende lægehenvendelse, som forsikringsselskabet var ensbetydende med at der ikke havde været relevante straksgener eller bevis for at disse siden havde stået på (krav om brosymptomer). Arbejdsskadestyrelsen, der blev spurgt, var enig med forsikringsselskabet af de samme grunde og fandt ikke, at der var bevis for årsagssammenhæng. Retssag blev anlagt og Retslægerådet spurgt. Forbilledligt svarede Retslægerådet på spørgsmålene bl.a., at spørgsmålet om årsagssammenhæng afhang af om man troede på skadelidtes forklaring, dvs. at det skulle afgøres ud fra beviserne af retten. Var generne efter bevisførelsen opstået i tidsmæssig sammenhæng med uheldet var der årsagssammenhæng, mens der ikke var hvis generne først opstod længere tid efter uheldet. Retslægerådet tilføjede, at der ikke synes at kunne være andre grunde end uheldet. Arbejdsskadestyrelsen blev spurgt igen og blev bedt om at udmåle tabet under forudsætning af, at generne opstod i tidsmæssig sammenhæng med uheldet. Under denne forudsætning var der, som også Retslægerådet havde udtalt, årsagssammenhæng og et varigt mén samt tab af erhvervsevne. Sagen for domstolene drejede sig på grund af denne tilrettelæggelse af sagen om det bevismæssige spørgsmål om, hvornår generne opstod, og ikke om medicinsk skøn.

Landsretten fandt som byretten, at bevisbedømmelsen er fri og afhænger ikke kun af tidstro journaloptegnelser. Herefter fandt landsretten under henvisning til forklaringerne, og det der fremgik af de lægelige akter (hvor skadelidte var citeret for at generne var opstået umiddelbart efter uheldet), at det var bevist at generne var opstået i tidsmæssig forbindelse med uheldet. Der var derfor årsagssammenhæng.

Dommen er særdeles praktisk vigtig i de ofte forekommende tvister om bevis for tidsmæssig sammenhæng, og dommen fastslår klart, at dette er en faktuel bedømmelse af bevis, der tilkommer domstolene og hvori indgår meget mere end tidstro journaloptegnelser. Navnlig det sidstnævnte er nyt i forhold til den linie forsikringsselskaberne og Arbejdsskadestyrelsen i mange sager hidtil har haft. Man kunne tilføje, at skulle kun tidstro journaloptegnelser indgå – dvs. at skadelidte var gået til læge inden for få dage efter uheldet, ville der jo aldrig opstå en tvist, og en opfattelse om at alle med en sådan skade og gener går til lægen straks vil stride mod den faktiske adfærd mange har, hvor tiden ses an og hvor der kan gå uger og måneder inden skadelidte går til lægen, navnlig ved et piskesmæld hvor der ikke er nogen livsfare og hvor der notorisk ikke er kurative behandlingsmuligheder. Konsekvenserne af et krav om at man skal gå til læge straks ellers kan sammenhæng ikke anses for bevist frem for en fri bevisbedømmelse, hvor alle oplysninger også senere kan indgå, vil være et væsentligt bidrag til en ødelagt sundhedsøkonomi i Danmark, da langt de fleste piskesmældsgener (og andre skadesfølger) går over af sig selv i løbet af nogle uger. Skal man virkelig bare for at ”please” et forsikringsselskab gå til lægen altid? nej – det er nu fastslået.