Ny afgørelse fra Retten i Odense – Piskesmældsramt i lavenergikollision får anerkendt fuld mengrad og tab af erhvervsevne

Retten i Odense har den 7. februar 2017 kommet med en tilkendegivelse om at vores klient får medhold i årsagssammenhæng mellem lavenergikollision og udvikling af nakke- og hovedgener. Sagsøgte – forsikringen for modpart – har bedt om dom, så sagen ankes muligvis.

Om sagen:

Skadelidte var en morgen på vej til arbejde og kører ad nogle mindre veje. Han skal dreje til højre og bremser ned, hvilket bagfrakommende overser og påkører klienten. Det er angivet, at påkører kørte 30 km/t og klienten 0 km/t, men ud fra skaderne vurderer Dancrash en påkørselshastighed (forskel) på ca 13 km/t og en hastighedsændring på 6 km/t dog med usikkerhed, da man ikke har taksatorrapport på den påkørende bil. Dvs. sagen var en lavenergi-sag.

Umiddelbart ingen gener udover lette nakkesmerter, der angives af klienten i anmeldelse til hans forsikring samme dag. Han kører ikke til læge eller skadestue eller sygemeldes, men tager nogle panodil og opstarter behandlinger hos kiropraktor 3 uger efter. Klienten angiver under sagen, at forsinkelsen fra uheld til opstart af behandlinger skyldes, at han skulle afvente bevilling til behandlinger og kiropraktorens ventetider dengang. Han kommer først til egen læge ca. 4 måneder efter uheldet. I kiropraktorjournalen anføres, at debut af symptomer fra nakke og hoved startede i løbet af det første døgn. Samme oplysninger fremgår af senere (ikke tidstro) lægelige akter og speciallægeerklæringer lavet på et tidspunkt, hvor der ikke var advokat på sagen og der ikke var en tvist. Under henvisning til lavenergi og manglende dokumentation for strakssymptomer afviste forsikringsselskabet at yde erstatning. Skadelidte fik i 2010 tilkendt flexjob pga nakke- og hovedgener. Sagen blev forelagt AES, der heller ikke fandt, at der var årsagssammenhæng og satte derfor mengrad til under 5 % og intet erhvervsevnetab. Klient skiftede advokat til sandager Advokater efter at tidligere advokat havde opgivet. Sandager Advokater lavede et indlæg til AES om det faktuelle omkring tidsmæssig sammenhæng, hvorefter AES genoptog sagen og anerkendte nu årsagssammenhæng og fastsætte mengraden til 10 % og erhvervsevnetabet til 50 %. Modparten ville fortsat ikke betale og der blev udtaget stævning. Under sagen forelagdes den for Retslægerådet, der udtalte, at der ikke var forudbestående, hvilket taler for årsagssammenhæng, men manglende tidstro journaler fra læge talte imod, at der havde været væsentligere gener (mens kiropraktor behandlinger kunne tyde på mere betydende gener uden dog helt at blive tillagt samme betydning som var skadelidte gået til sin sygekasselæge (faglig tvist?))  og Retslægerådet kunne i det hele taget derfor ikke udtale sig nærmere om årsagssammenhæng og sandsynlighed herfor. Der kom i alt 3 udtalelser uden at komme det nærmere. På ny forelagdes sagen for AES med udtalelserne fra Retslægerådet, og AES fastholdt under angivelse af Retslægerådets svar om der ikke var andre mere sandsnlige årsager og der ikke var forudbestående, sin opfattelse om at der var årsagssammenhæng. I Retten afgav kollegaer forklaring om at klient havde klaget over nakkegener siden uheldet, mens tidligere arbejdsgiver sagde, at det havde han ikke hørt noget til, men omvendt fremgik det også, at ansættelsen havde endt i en tvist så de var sure på hinanden og forklaringen temmelig farvet heraf.

Retten anførte i sin tilkendegivelse, at AES havde under kendskab til sagens faktuelle forhold og sagsøgtes indsigelse samt Retslægerådets udtalelse fastholdt sin udtalelse. Sagsøgte havde ikke med Retslægerådets udtalelse godtgjort det fornødne grundlag for at tilsidesætte denne vurdering, der var støttet af de lægelige oplysninger og ikke mindst klientens egen anmeldelse til sin ulykkesforsikring på skadesdagen om lette nakkesmerter. At der var strakssymptomer fremgår endvidere af alt senere lægeligt. Der var ikke konkurrerende grunde og der var ikke forudbestående forhold, hvorfor der var årsagssammenhæng. Dancrash og lavenergisynspunktet var uden selvstændig betydning idet disse oplysninger havde indgået i AES og Retslægerådets udtalelser uden at have været afgørende, ligesom der er teknisk usikkerhed om resultaterne i rapporten og endnu mere i den konkrete sag, hvor der påkøres et anhængertræk og skaderne på påkørende kun dårligt er beskrevet.

Kommentarer:

Lavenergi er ikke selvstændigt afgørende for retten medmindre de anvendende myndigheder (AES og RLR) tillægger dancrash m.v, betydning. Det vil i så fald fremgår af besvarelsen/udfaldet.  Retslægerådet har i sin årsberetning 2007 side 19 ff og i mange udtalelser anført, at muligt er der en sammenhæng mellem påkørselshastighed og risiko for skader, men det er mere brud og andre skader der kræver højenergi, hvor der er en nær sammenhæng, mens bløddelsskader kan opstå også ved mindre sammenstød. I det hele taget er det ikke muligt for Rådet i sin vurdering af medicinsk årsagssammenhæng at vurdere tekniske erklæringer.  Lavenergi kan indgå som et moment i årsagsvurderingen, mens andre momenter dog kan tale for sammenhæng. Det er en helhedsvurdering, hvor et moment ikke kan fremdrages frem for andre. Ved at overbetone lavenergi vil man i øvrigt også åbne op for at påkørsel ved højere hastigheder altid er eller præsumptivt medfører årsagssammenhæng. Det kan man ikke sige og omvendt kan lavenergi derfor heller ikke i sig selv tillægges afgørende betydning. Litteratur fra Norge blev fremhævet af sagsøgte under sagen, men i Norge er retstilstanden på whiplash en helt andet og i det hele taget, hvis det er nødvendigt at hente materiale ind fra fremmed ret tyder det mere på at man er på tynd is mht dansk ret (min opfattelse – det sagde retten ikke). Sagen kogt ned var et spørgsmål om bevis for strakssymptomer. Beviset er faktum, der henhører under AES og hvis det bliver en retssag, under domstolene at fastlægge. Retslægerådets kompetence omfatter ikke dette, og talrige domme viser derfor at prøvelsen af faktum i Rådets udtalelser er tilbundsgående. Rådet havde i denne sag ret afgørende  for sagens forløb netop heller ikke sagt, at der ikke var årsagssammenhæng, men kun at man ikke kunne sige nærmere herom. Dette er ikke et sikkert grundlag jfr. fx U 2009.150 H til at tilsidesætte AES. Når dertil lægges, at alle forklaringer og alt materiale i sagen selvom det ikke var “tidstro” konsistent viste at generne opstod inden for 1 døgn, så var der årsagssammenhæng. Retten gav derfor medhold i mengraden 10 % og erhvervsevnetabet 50 %. Retten gav ikke medhold i tabt arbejdsfortjeneste små kr. 1 mill (for tiden frem til udtalelse om erhvervsevnetab i 2012 – ca. 4 år) idet retten lagde til grund at fyringen ikke skyldtes sygdom, men indskrænkninger. Denne del af dommen er oplagt forkert, idet retspraksis i fald fyring sker af andre grunde kun indregner en karensperiode på ca. 3 måneder, ligesom Højesteret i sommeren 2016 afsagde dom, der tyder på at end ikke en karensperiode på 3 måneder kan indregnes for den skadelidte (som vores klient) der har haft en fast tilknytning til arbejdsmarkedet inden uheldet, idet der i så fald er en formodning for, at han/hun uden skaden kunne have fundet nyt arbejde inden for opsigelsesvarslet uden skaden. Hvis dommen ankes af forsikringsselskabet vil der blive kontraanket på dette punkt, mens klienten er afklaret om ikek selvstændigt at ville anke på det grundlag idet 60 % af kravet under alle omstændigheder er skat.

Sagen er ført af advokat Lars Sandager, ls@sandageradvokater.dk