Endnu en dom om tidsmæssig sammenhæng og whiplash

Retten på Frederiksberg har netop afsagt dom, der tilsidesætter Arbejdsskadestyrelsen og giver erstatning til vores klient på grund af en anden bevisvurdering for så vidt angår tidsmæssig sammenhæng mellem et uheld og udvikling af nakkegener. Klienten, der var under 15 år da uheldet skete, får derved udover mengrad på 8 % også erstatning for tab af erhvervsevne, i alt små kr. 400.000 i erstatning.

Dommen cementerer den retstilstand som også Vestre Landsret i dom afsagt november 2014 og Retten i Glostrup i dom fra februar 2015 har fastslået, nemlig, at hvis årsagsspørgsmålet knytter sig til faktuelle spørgsmål som f.eks. om generne er opstået i tidsmæssig sammenhæng med uheldet og om de siden vedvarende har stået på (brosymptomer) så prøver domstolene fuldt ud og udviser ingen tilbageholdenhed med at tilsidesætte Retslægerådet og Arbejdsskadestyrelsen, hvis bevisvurderingen afviger fra det der har været lagt til grund af disse institutioner. Dette er også naturligt da bevisførelsen for domstolene omfatter langt mere end det ASK og RLR har til rådighed herunder vidneførsel og bevisbedømmelse falder indenfor domstolenes kernekompetence.

I sagen var klienten sammen med sin familie kommet til skade under en busulykke i udlandet. Det var en dansk bus og retten til erstatning afgjordes efter dansk ret. Alle 4 familiemedlemmer fik personskade med whiplash, men klienten havde modsat bl.a. sin lillesøster ikke fået anerkendt andet end en mindre knæskade og nogle psykiske følger af Arbejdsskadestyrelsen. Nakkegenerne mente Arbejdsskadestyrelsen ikke skyldtes uheldet fordi, at det ikke var bevist, at de var opstået i tidsmæssig sammenhæng med uheldet og siden stået på. Dette fordi henvendelserne til egen læge var få og ofte ikke omtalte nakkegener. Retssag blev anlagt og sagen forelagt Retslægerådet, der svarede, at knægenerne kun var mindre og der var ikke grundlag for psykiske men. Mht. nakke kunne Retslægerådet på grund af få henvendelser til egen læge omkring nakkegener ikke udtale sig om der var en sammenhæng. Klienten stod derfor til ikke at få en erstatning overhovedet, fordi de gener ASK havde anerkendt mente Retslægerådet ikke kunne begrunde en mengrad, og der hvor Styrelsen havde afvist (nakkegener) udtalte Retslægerådet ikke klart for en sammenhæng.

Processuelt blev retssagen fra Sandager Advokaters side dog tilrettelagt på den måde, at ASK blev spurgt om mengraden, HVIS det antoges at der var en sammenhæng (tidsmæssig sammenhæng). Retten havde derved mulighed for at udmåle erstatning, hvis bevisførelsen viste, at der var en tidsmæssig sammenhæng. Egen læge blev indkaldt som vidne og han forklarede bl.a., at det ikke var alle henvendelser, der var noteret i journalen fordi hele familien henvendte sig sammen i åben konsultation, og det var lidt tilfældigt, i hvis journal han skrev, men primært hos moderen, der var mest klagende. Hver gang familien var til konsultation spurgte han dog dem alle også klienten om hun havde gener og hver gang havde hun bl.a. sagt nakkesmerter.

På baggrund af det angivet i dokumenterne, selvom de ikke var tidstro, støttet af forklaringerne fra klienten, dennes søster og ikke mindst egen læge fandt retten, at det måtte lægges til grund at klienten fik sine gener umiddelbart efter uheldet og at de siden havde stået på uden længere perioder med symptomfrihed. Mengraden blev derfor fastsat til 5 % med 3 % tillæg for mindre knægener, i alt 8 %.

 

Sagen blev ført af advokat Lars Sandager, ls@sandageradvokater.dk